I slutningen af Anden Verdenskrig gjordes en indsats for at redde fangerne i koncentrationslejrene fra adskillige sider. Det lykkedes at bevare en del af fangerne for den voksende grusomhed, afsavn, kaos og for de dødsmarcher. Den mest kendte aktion er den som kaldes ”Hvide Busser”. En aktion, der blev ledet af den svenske greve Folke Bernadotte. Skønt denne aktion blev genstand for kritik, publiceres stadigvæk artikler med ukritisk syn på omfang af Bernadottes bidrag i evakueringen. Grunden er ofte de udsagn af overlevende. Deres iagttagelse var påvirket af taknemlighed over at være reddet og for at fået tilflugt i Sverige. Bernadotte blev pseudonym for deres taknemmelighed og forekommer i overlevendes beretningerne, på steder, hvor han ikke har været. Iøjnefaldende eksempel er titlen ”List of Polish citizens evacuated from Nazi concentration camps by the Swedish Red Cross during the leadership of Count Folke Bernadotte” fra Polska källinstitutet i Lund. Listen indeholder ca. 7000 navne, hvoraf kun en mindre del blev evakueret med Bernadottes »hvide busser«. Under evakueringen af Ravensbrück var der kun 20 svenske »hvide busser« tilbage i Tyskland. Disse busser kørte to gange mellem Ravensbrück og Padborg. Den første transport med hovedsageligt franske kvinder bragte 168 og den anden transport ca. 700 polske kvinder til Padborg. Det giver et samlet antal på maksimalt 900. Omkring 4000 polske kvinder rejste fra Ravensbrück med en togtransport organiseret af SS-Obersturmbannführer Franz Göring. Det var kort efter, at Bernadotte opgav yderligere evakuering fra Ravensbrück. Efter luftangrebene den 25. og 26. april på køretøjer med kvinderne på vej til Danmark, konkluderede Bernadotte, at yderligere redningsaktioner ikke var forsvarlige, se kopi af meddelelsen. De sidste »hvide busser« forlod Lübeck den 28. april (med svenske flygtninge). Min undersøgelse er begrænset til evakueringen til Sverige af kvinder fra Ravensbrück og Hamborg indtil ankomsten til Malmø den 4. maj 1945. I den periode ankom 6735 polske kvinder og 16 polske mænd til Malmø og 168 polske kvinder til Trelleborg. Senere i begyndelsen af juni 1945 kom mange polske mænd og kvinder fra koncentrationslejrene til Sverige med de »hvide skibe«. Denne aktion med svenske skibe blev initieret og finansieret af UNRA. (Tidligere var M.S. Homberg kommet til Malmø med adskillige polske mænd fra koncentrationslejrene).
De »hvide busser« gjorde en stor indsats ved at samle norske og danske fanger til et sikkert sted i Neuengamme, transportere danske jøder fra Theresienstadt til Danmark og svenske flygtninge til Sverige, men redningen af de ovennævnte 6735 plus 168 polske kvinder var en fælles aktion af ICRC (Internationalt Røde Kors), de svenske ”Hvide Busser”, Svenske staten, danske ambulancer, danske frivillige, Danmarks Socialministerium, DSB og adskillige andre velvillige.
Bernadotte var den perfekte leder for aktionen ”Hvide Busser”. Det var ikke problemet. Han havde autoritet til at lede sit hold og møde sine modstandere, såsom Himmler, på øjenhøjde. Han talte flydende tysk og gjorde et roligt og tillidsfuldt indtryk. Problemet er, at han modtog ros for bidrag som ikke var hans. Nu blev han også beskyldt for sager som ikke var sand. Felix Kersten (Himmlers massør), som ignoreredes af Bernadotte, hævnede sig på Bernadotte med forfalskninger. Den mest omfattende beskrivelse af »Hvide busser«-kampagnen blev udgivet i 2002 som en bog med titlen »Vi åker till Sverige«. Forfatteren Sune Persson går langt for at forsvare Bernadotte mod kritikken fra den danske læge Johannes Holm og den engelske historiker Trevor Roper. Johannes Holm skrev bogen »Sandheden om de Hvide Busser« i 1984, om den danske deltagelse i aktionen. Med en del bebrejdelser imod Bernadotte. Danskerne havde allerede evakueret de første af deres fanger to måneder før Bernadotte gik i aktion. Nu synes Holm heller ikke at have været et eksempel på beskedenhed. Efter Bernadottes ankomst fortsatte Holm mere eller mindre sin egen aktion med hjælp fra Karl Rennau, en medarbejder til Heinrich Müller, lederen af Gestapo. Den engelske historiker Trevor Roper udgav i 1953 en bog med titlen »Kersten, Himmler and Count Bernadotte«. Sune Persson kritiserer skarpt denne bog i »Vi åker till Sverige«. Til skade for Bernadotte holdt Trever-Roper Kerstens udsagn for sand. Tredive år senere blev Trever-Ropers letsindighed fatal for tyske tidsskriftet STERN. Trever-Roper havde erklæret, at »Hitlers dagbøger« skrevet af Walter Kujau var 99,5 % ægte. Sune Perssons noget ensidige opfattelse skabte modreaktion. En artikel af Izabella A. Dahl med titlen »De hvide busser og Folke Bernadotte« udkom i »Dachauer Hefte« i 2008. Ingrid Lomfors var meget kritisk over for »De hvide busser«-kampagnen. Hun skrev bogen »Blind Fläck«. Hendes kritik af »Hvide Busser«-kampagnen overser det dilemma, som altionen befandt sig i. De hvide bussers succes er de mennesker at takke, der ønskede at redde og ikke fulgte reglerne og ordrerne for nøje. En god bog er »Handelsresande i liv« af Lena Einhorn, som udkom i 2019. Dokumentationen vissedes allerede 1998 i fjernsyn. Undertitlen er afslørende: »Om vilja och vankelmod i krigets skugga«. Den handler hovedsageligt om Gilel Storch, en rig jødisk lette, som boede i Sverige under Anden Verdenskrig og var besat af at redde jøder. Bogen giver et interessant billede af andre aktører i redningsaktionen, bl.a. Bernadotte. Den handler om Bernadottes bog »Slutet«, som blev skrevet kort efter aktionen. Om hvorfor Bernadotte forbinder næsten alt med sig selv og skriver nogle usandheder. Bernadotte så sig som initiativtager, forhandler og eksekutor af aktionen. Hans egentlige funktion begyndte dog først den 16. februar 1945 med hans flyvning til Berlin. Måneder tidligere havde andre folk som nordmanden Niels Christian Ditleff og det dansk-norske ægtepar Hammerich allerede forberedt operationen. Betydningen af Bernadottes samtaler med Himmler den 16. februar og 21. april 1945 er relativ. I hvert fald som angår løsladelsen af ikke-skandinaviske fanger. Kort forinden var det lykkedes den schweiziske Musy at købe sig løsladelsen af 1200 jødiske fanger. Hitler var rasende over dette, og Himmler kunne derefter kun give vage løfter om de ikke-skandinaviske fanger. På mødet mellem Himmler og Bernadotte den 21. april 1945 gik Himmler med til at løslade flere kvinder i Ravensbrück. Dette var dog mere en desperat handling end resultatet af en forhandling. Himmler vidste, at spillet var slut. Russerne var uden for Berlin, og mændene fra den nærliggende koncentrationslejr Sachsenhausen var allerede på dødsmarsch. Det gjaldt også befrielsen af de nordmænd og danskere, som var blevet samlet i koncentrationslejren Neuengamme. Porten blev først åbnet, da de britiske styrker var ved at indtage Hamburg. Bernadotte havde fået ordre til at samle nordmændene og svenskerne i Neuengamme og derfra bringe dem til Sverige. Samlingen i Neuengamme blev godkendt, men tyskerne gav ikke Bernadotte den frigivelse, han ønskede. Ud over danskerne og nordmændene kom også ICRC og den svenske regering til kort i historien om de hvide busser. Internationalt Røde Kors blev først på et sent tidspunkt aktiv for koncentrationslejrfangerne. De havde dog allerede opnået en del, før Bernadotte kom på banen. ICRC rapporterede den 14. april, en uge før Bernadottes møde med Himmler, at de tyske myndigheder var »positivt indstillet« over for evakuering af kz-fanger[1]. Den 20. april 1945 meddelte den svenske regering ICRC, at den var parat til at tage imod et ubegrænset antal fanger[2]. Dette tilbud var et gennembrud og reddede rigtig mange liv. ICRC ville derefter sejle fangerne over Østersøen til Sverige, men derfor var det for sent[3]. De fleste af de kvinder, der ankom til Sverige kort før krigens afslutning, kunne takke en SS-mand for deres redning. Førnævnte Franz Göring organiserede to togtransporter. Den 25. april kunne næsten 4.000 kvinder forlade Ravensbrück, og den 30. april omkring 2.900 Hamborg.
[1] G 44/R DTCm 3343
[3] Senere, efter kriges slut, sejlede mange overlevende fra lejerne så som Bergen-Belsen med denne skibe til Sverige.